Bloomberg på ikke-kampagne

Den amerikanske milliardær og ikke-kandidat ved præsidentvalget er endnu en gang midt i en kampagnerejse, som søndag bragte New York Citys borgmester til Californien. Her holdt han en pressekonference sammen med guvernør Arnold Schwarzenegger og Ed Rendell, guvernør i Pennsylvania. Tilsammen har de tre nævnte stater 77 valgmandsstemmer.

Michael Bloomberg gjorde sig igen umage med at udtale, at han ikke er kandidat ved USAs 2008 valg, men han var stærkt kritisk mod Washington-baserede kandidater, som bare samler penge ind i stedet for at gøre noget ved landets problemer. Især infrastruktur var på agendaen, skriver Long Island dagbladet Newsday. Long island er en ø udenfor New York City med millioner af mellemklasseborgere.

Milliardæren, som har råd til ud af egen lomme at køre en kampagne på niveau med Hillary Clintons og Barack Obamas, smuttede fredag forbi Texas (34 valgmænd) for at diskutere med USAs førende ekspert i opstilling på valgsedler, Clayton Mulford. Denne ekspert organiserede de uafhængige præsidentvalg-kampagner (1992 og 1996) for milliardæren Ross Perot, som er en personlig ven af Bloomberg.

Som Schwartenegger sagde, så sad Bloomberg der med en republikaner (ham selv) og en demokrat (Rendell), så det er jo godt selskab,når man nu vil starte en uafhængig organisation ved navn “Building America’s Future” – opbygning af Amerikas fremtid. Rendell er tidligere formand for det demokratiske parti og starter snart som formand for sammenslutningen af guvernører.

Så Bloomberg er ikke kandidat, men hans stab siger, at han først vil beslutte sig endeligt, når de to etablerede partier (han har været medlem af begge) har fundet hver deres kandidat, skriver Associated Press. I øvrigt har Bloombergs stab ganske stille foretaget meningsmålinger i alle stater.

Dette uafhængige ikke-kandidatur bliver vurderet af finanssitet TheStreet, hvor kommentatoren skriver, at Bloomberg kunne nøjes med knap 40 procent af stemmerne ved præsidentvalget, hvis han bare vinder i de store stater med nok valgmænd – som New York, New Jersey, Californien, Pennsylvania, Florida, Illinois, Maryland og Massachusetts. Eller en anden kombination.

Husk, at Bill Clinton fik 43 procent af stemmmerne, men han snuppede flertallet af valgmænd. Det hele kommer an på, hvem de andre kandidater bliver, skriver TheStreet.com.